En ny forskningsfond har set dagens lys i løbet af sommeren.
Carelinkfonden er navnet på den nye fond, som fra i år vil uddele støtte til uafhængig forskning i nye metoder, der kan øge kvaliteten eller effektiviteten af dansk velfærdsservice.
”Baggrunden for, at Carelink A/S har stiftet fonden er, at vi gerne vil have mere evidens og viden om velfærdsområdet,” siger bestyrelsesformand cand.polit og ph.d Robert Spliid til Fundats.
Han er kendt for at have besiddet en række ledende poster i den finansielle sektor, og han er desuden selv medlem af bestyrelsen i Carelink A/S, der leverer serviceydelser på området.
Selskabet startede oprindeligt som vikarbureau, men har de senere år udvidet sine forretningsområder til socialområdet og psykiatrien. Det er sket med baggrund i en stor indtjeningsvækst, som stammer fra coronaårene, hvor selskabet vandt udbuddet om podning og testfaciliteter i Region Syddanmark
Udgangspunkt i borgerens behov
Robert Spliid forklarer, at velfærden i Danmark, i modsætning til for eksempel Sverige, i høj grad er politisk styret, hvilket giver mindre fokus på efterspørgslen.
”Det er ofte rent politisk bestemte beslutninger, der ligger til grund for den måde, vi indretter systemer og ordninger på i velfærdsområdet. Det betyder, at der ofte ikke er særligt stort fokus på den enkelte borgers behov eller den egentlige efterspørgsel efter de ydelser, som det offentlige udbyder,” siger han og nævner den kommunale hjemmepleje som eksempel:
”Her er det kommunen, der stiller en række muligheder til rådighed for borgeren på baggrund af nogle organisatoriske siloer. Borgeren har mange kontaktpunkter til hjemmeplejen, f.eks. en visitator til hjælpemidler, en der gør rent, en der leverer mad og måske en, der kommer og lægger borgeren i seng, Men fælles for det hele er, at det handler om, hvad kommunen har besluttet at tilbyde. Det er ikke noget, der er blevet til med udgangspunkt i, hvad der virker effektivt, eller hvad borgeren har behov for,” siger Robert Spliid.
Og det er her den nye fond gerne vil bidrage til mere forskning og viden – både i forhold til serviceydelser men også i forhold til velfærdsteknologi.
”Vi vil gerne støtte anvendt forskning i, hvordan vi kan inddrage borgernes behov i udviklingen af de ydelser eller teknologier, som både offentlige og private aktører stiller til rådighed,” siger Robert Spliid.
Han vurderer, at der på landsplan findes mellem 200 og 300 forskere, som vil være i målgruppen for fondens uddelingspolitik. De sidder primært på landets professionshøjskoler og universiteter.
Fonden er en ikke-erhvervsdrivende fond stiftet med en kapital på fem millioner kroner, men det er planen, at Carelink A/S løbende vil overføre nye penge til fonden, så den kan uddele forskningsstøtte for 1-2 millioner kroner om året.
Bestyrelsen består udover formand Robert Spliid af to meget erfarne velfærdsforskere, professor Bent Greve fra Roskilde Universitet og Anne Marie Dahler, der er docent i anvendelse af teknologi og digitalisering i den offentlige sektor på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.